Byens levende brandalarm – tårnvægterens job var ikke en loppetjans

Af: Julia Standly Hopf

17.05.2021

En vægter med sit genkendelige våben ”morgenstjernen” afbildet foran Rådhustårnet i Roskilde bymidte. Fra det høje tårn vogtede tårnvægteren i gamle dage over Roskildedensernes nattesøvn. Illustration af: P. Jul i artiklen ”Roskilde Vægterkorps”, Roskilde Avis, 23.12. 1922.

Vægterne i de gamle købstæder er i dag måske mest kendte for at synge, hvad klokken var blevet i løbet af natten. Men de havde mange andre funktioner end dét. Læs om Roskildes vægtere og ikke mindst om tårnvægteren, der havde den kolde og ensomme opgave med at våge højt over byen for at andre kunne sove trygt.

Nattevægtere var et almindelig syn i Roskildes bybillede i det 18. og 19. århundrede. Når dagslyset var ved at svinde, iførte vægterne sig deres tunge, mørkeblå uldfrakker, støvler, uldstrømper og hovedbeklædninger. Med tranlygten dinglende i hånden og den frygtindgydende morgenstjerne over skulderen begyndte de nattetjenesten i byens gader hver aften.

Tårnvægteren var den eneste af vægterne, som blev forsynet med en tyk pels. I modsætning til sine kollegaer i gaderne sad han natten igennem i klokkestokværket i Rådhustårnet, hvilket især om vinteren var en kold tjans. Gennem tårnets glamhuller havde tårnvægteren et glimrende blik over byens lave bebyggelser og oplandet.

Roskildes tårnvægter var byens brandalarm

Det er kun lidt over 150 år siden, at Roskildes gader for første gang blev oplyst ved hjælp af gaslygter. Før gassens og senere elektricitetens udbredelse var nætterne betydeligt mørkere, end vi kender dem i dag.

I starten af 1800-tallet havde Roskilde otte offentlige tranlygter, som kastede et sparsomt lysskær gennem gaderne. Under disse forhold var det nemt for tårnvægteren at spotte ildebrande på lang afstand.

I tilfælde af ildebrand fungerede tårnvægteren som byens brandalarm ved at klemte med tårnets store malmklokke. Derefter hængte han straks en lygte på tårnets mur imod brandretningen. Indtil branden var slukket, skulle tårnvægteren enten ringe langsomt eller hurtigt med klokken – afhængigt af ildens styrke. Imens løb gadevægterne fra hus til hus for at vække de sovende og igangsætte det nødvendige slukningsarbejde.

Frygten for ildebrand var stor for datidens borgere, da den for de fleste betød risiko for store økonomiske omkostninger. I en tid helt uden eller med en meget dårlig brandforsikring havde man sjældent økonomiske kræfter til at genopbygge det tabte. I 1647 nedbrændte fx knap 160 huse i det nuværende Klostermarksområde – huse, der aldrig blev genopført. Ildebrand spredte sig dengang hurtigt fra stråtag til stråtag, og derfor var tårnvægteres vågne øjne afgørende for ødelæggelsernes omfang.

Vægtertjenestens skyggesider

På tårnets tredje sal eller øverst oppe i tårnet kan besøgende beundre byens anseelige stormklokke fra 1515. Heroppe findes også et lukaf af træ, hvor tårnvægteren kunne søge ly på de koldeste vagter. I det lille rum var der akkurat plads til vægterens øreklapstol og en hylde til lygten. I etagen direkte under klokkestokværket befandt sig to arrester. Tårnvægterens opgave bestod ligeledes i at aflytte arrestanternes samtaler via et lytterør, som forbandt en af de to celler og det lille lukaf.

Hverken tårnvægteren eller gadevægterne havde lov til at forlade deres poster under tjenesten. I retssagerne møder man dog en gang i mellem en gadevægter, som tog sig friheden til at opsøge selskab og varme i et af byens værtshuse. Tårnvægterens nattevagter var derimod mere ensomme.

Det forekom ikke sjældent, at brændevinen tjente som en velkommen opmuntring. I byens rådstueprotokol fra 1765 møder vi Haagen Tårnvægter, der lod byens klokke ringe på et tidspunkt, hvor der ikke var grund til det. Ifølge Haagen skete fejltagelsen, fordi han blevet noget beskænket.

Heller ikke den ringe løn gjorde erhvervet som vægter eftertragtet. I 1736 var tårnvægteren Mogens Andersens løn så ringe, at han måtte modtage hjælp fra fattigkassen. Mogens’ hjem i et af byens fattigboder var sparsomt indrettet med seng, tranlygte og bord.

Nutidens vægterlaug holder erindringer om vægterne i live i de gamle købstæder

Roskildes vægterkorps blev afskaffet i 1907, som følge af en landsdækkende omorganisering af politivæsnet. Roskilde var dermed den sidste danske by, som tog afsked med vægterne. I dag, mere over 100 år efter afskaffelsen, kender mange dog til det gamle vægtervæsnet.

Vægterlaugene landet rundt er med til at holde erindringerne om vægterne i live. I dag husker vi vægterne især for en af deres andre opgaver, som bestod i at udråbe tiden hver time og synge en dertilhørende vægtervers.

Vægternes sang, tidsråb, uniformer og endda morgenstjerne kan fra sommeren 2021 for første gang opleves til Roskilde Museums Vægtergang. Her får besøgende muligheden for at opleve Roskilde gennem vægternes fortællinger.
Find billetter til vægtervandringerne her.

Vil du læse mere om Roskildes vægtere?

Christensen, Chr. (1932). Roskilde Politikorps gennem 25. aar. I: Jul i Roskilde 1930-1934.

Christensen, G. (1922). Roskilde Vægterkorps. I: Roskilde Avis, 23.12.1922

Clemmensen, C.A. (1926). Vægterbogen. De forenede Vagtselvskaber

Fang, A. (1925). Roskilde-vægterne. Jul I Roskilde 1925-29

Kaiser (2011). Mod et moderne politi- ordensmagten i Roskilde frem til ca. 1910. I: ROMU Årsskrift for Roskilde Museum 2011

Langen, U. (2009). Den æreløse ordensmagt – Kampen om byrummet mellem vægtere, gardere og pøbel i 1700-tallets København. Fortid Og Nutid,

Matthiessen, H. (1914). Natten. Studier i gammelt byliv. København: Nordisk Forlag.

Mortensen, P.V. (1952). Roskilde- Vægterne. I: Jul i Roskilde 1952

Poulsen, K. (1996). i Skyggen af Laurids tårn. Arresten 1735-1878. I: ROMU årsskrift for Roskilde Museum 1996. s. 66f.

Rigsarkivet (RA). Politiprotokol (1735-1919). Roskilde Byfoged. B.1-14

Schiøtt, F. (1926). Vægter og Bysvend