”Nogle gange må man viske tavlen ren for at finde ny viden”

Af: Martine Perregaard

17.05.2021

Jepser Langkilde på sit kontor i ROMU. Jesper har en bachelor i historie og skiftede senere spor til arkæologien, som han bruger mest tid på i dag. FOTO: ROMU.  

Han er middelalderarkæolog og museumsinspektør ved ROMU. Det er ham, der skal nikke på kulturarvens vegne, før man må opføre et parkeringshus på Sorte Brødre Plads, og han er fascineret af, hvordan skriftlige kilder og fysiske levn supplerer hinanden i arbejdet med historien. Mød Jesper Langkilde.

Duften af papir og bøger omgiver Jesper i hans lille kontor i stuen på Roskilde Museum. Det har været hans i fem år, og hans job er at have hånd i hanke med arkæologiske projekter og udgravninger, der omfatter fund fra middelalderen. Han sidder blandt andet med sagsbehandlingen, når der skal bygges nyt i Roskilde Kommune – for du kan ikke bare lave et parkeringshus, et storcenter eller bygge en bungalow – ifølge loven skal kulturarven sikres, og det betyder, at ROMU’s arkæologer ofte skal ud og tjekke, om der befinder sig noget i undergrunden, der kan give os ny viden om vores historie, inden byggerierne kan gå i gang.

Trækker på forskellige discipliner og kompetencer

”Dengang jeg blev arkæolog var det meget på grund af udgravningerne. I mit arbejde i dag kan det være svært at hive perioder ud af min kalender, hvor jeg kan tage på udgravning. Men arbejdet med forvaltningen af lovgivningen kan også være spændende og udfordrende; Det er jo et spørgsmål om at passe på en middelalderby som Roskilde.

Jeg var for eksempel udgravningsleder på det projekt, hvor vi under et privat hus nede i Lille Grønnegade fandt en middelalderkælder, som vi tror har tilhørt selveste Margrete I. Jeg var selv dernede og lave forundersøgelsen, og det er jo vanvittigt spændende sådan noget.”

Hvordan kunne I egentlig komme frem til, at det må have været hendes?

”Vi kunne koble historien om Margrete I fra nogle skriftlige kilder sammen med arkæologien og dermed sandsynliggøre, at det var hendes kælder. Den slags murværk som kælderen bestod af er ret typisk for middelalderen og ikke noget spektakulært i sig selv, men stykket sammen med vores viden om Margrete I, der jo var et meget religiøst menneske, og Roskilde som en kirkelig metropol, kunne vi blive klogere på tingene. Men oprindeligt havde jeg slet ikke regnet med at finde noget der – fordi det ligger lidt væk fra Roskildes middelalderlige gader. Men på den måde trækker jeg både på de skriftlige kilder og min egen og andres forhåndsviden”.

Man skal turde at se historien på dens egne præmisser – også ’den mørke middelalder’

Jesper har beskæftiget sig mest med middelalderen – netop fordi, man i det arkæologiske arbejde med denne periode skal kombinere den arkæologiske viden med historikerens kompetencer, hvor man trækker på de skriftlige kilder:

”I middelalderen overlapper skriftlige kilder og fysiske levn, og det er noget af det, jeg synes er spændende. Jeg har en bachelor i historie og skiftede så spor til arkæologien, som jeg bruger mest tid på i dag. Men krydsfeltet er interessant!

Ved Frederikssund har ROMU for eksempel udgravet dele af middelalderlandsbyen Tollerup, hvis eksistens vi kendte til via skriftlige kilder. Men vi har nu fået en masse ny viden – via udgravningen og arkæologien, som vi ikke kunne få fra de skriftlige kilder.

Jeg er især interesseret i byarkæologi, da det er i middelalderen, at byerne opstår i Danmark. Metodisk er byarkæologien udfordrende, fordi der ligger mange levn fra mange perioder inden for et lille område. Tag en by som Roskilde – her har været byliv i 1000 år; Så opstår det, vi kalder kulturlag – når de forskellige levn af f.eks. bygninger, gader, brønde og affald gennem tiden bliver hobet op oven på hinanden som lag i en lagkage. Det kan være ret komplekst at skulle grave i, fordi der ligger så mange ting og har været så mange forskellige aktiviteter, også fra efter middelalderen.”

Byerne er noget af det, Jesper mener, at vi overser ved den såkaldt mørke middelalder:

”Generelt er der jo blevet set lidt ned på middelalderen, som en formørket tid, der lå imellem antikken og renæssancen. Men der er mange undervurderede ting ved perioden, for eksempel var det her, man i vores del af verden begyndte at samle sig i egentlige bysamfund. Det var en helt ny måde at leve på – og har jo præget vores verden lige siden”.

Der er gjort meget for at nuancere billedet af middelalderen, men Jesper mener, at den negative fortælling hænger lidt ved:

”Jeg tror, at man skal turde se middelalderen lidt mere på sine egne præmisser. I virkeligheden var det jo i renæssancen, at man begyndte at se middelalderen som formørket. I renæssancen mente man selv, at man trådte ind i en mere oplyst tid, hvor man vendte tilbage til de antikke idealer. Man kan komme til at overse alle de nye opfindelser, vi fik i middelalderen, bl.a. fordi man i fortællingen om perioden fokuserer meget på den dominerende og dogmatiske kirke. Men i middelalderen ser man for første gang en professionalisering af håndværk, man får en møntøkonomi og en begyndende markedsøkonomi, nedskrevne love, de førstehistoriebøger og meget mere.

Men at den middelalderlige verden er svær at forstå skyldes jo nok, at man havde nogle helt andre forklaringsmodeller end dem, vi læner os op ad i vores moderne, sekulariserede, naturvidenskabelige verdensopfattelse. I middelalderen var forklaringsmodellerne jo som udgangspunkt religiøse – og det tror jeg er svært at forstå i 2021”.

”Nogle gange må man prøve at glemme det man allerede ved og tænke i alternativer”

Jesper er optaget af at sætte skriftlige kilder og fysiske levn i samspil for at opnå ny viden. Men nogle gange er det bedste man kan gøre faktisk at viske tavlen ren:

”Vi får aldrig det fulde billede, og det kan være frustrerende – men det er jo også det sjove og spændende, fordi det tvinger én til at tænke kreativt for at få mest ud af de fragmenter vi har. Nogle gange må man gøre sig fri af gamle fortolkninger, og se om man kan forstå tingene på en ny måde. ”Kunne der være alternative forklaringer?”. Der skal hele tiden kigges på gamle resultater med friske øjne og nye metoder, feks. ved brug af forskellige naturvidenskabelige analyser, som er i rivende udvikling i disse år. Så er man ude i det der detektivarbejde, som er spændende, men hvor man også må acceptere, at man at man aldrig får det fulde billede, men at vi skal blive ved med at forsøge at tilføje nye brikker til puslespillet”.

Hans fascination af historien og dens mysterier er Jesper heldigvis ikke alene om. Generelt oplever ROMU’s arkæologer stor folkelig opbakning til deres arbejde – men også fra bygherrer, der ifølge lovgivningen skal betale for de påkrævede arkæologiske udgravninger i forbindelse med byggeri.

”Generelt er der et rigtig fint samarbejde og en almen interesse – både bygherrer og de almindelige borgere ønsker jo også, at vi får undersøgt vores fælles historie.
Det er som om, at fascinationen af vores fortid ligger dybt i alle mennesker”.

Læs om det unikke gulv i Sankt Laurentius her.