Sankt Laurentius Museum er en historisk perle i Roskilde. Museet består af en underjordisk kirkeruin samt et endnu bevaret kirketårn.

Kirkeruin:
Kirkeruinen med det berømte teglstensgulv befinder sig i dag ca. 2 meter under Roskilde bys centrale torv “Stændertorvet”. I ruinen er der indrettet et lille museum med fund fra den arkæologiske udgravning, der blev foretaget i 1998.

Som byens øvrige kirker fra middelalderen var kirken opført af det lokale byggemateriale kildekalk, mens der ved efterfølgende ombygninger er anvendt røde teglsten. Skibet blev i slutningen af middelalderen forlænget mod vest, hvor også det stadig eksisterende kirketårn blev opført. Før stenkirken lå der på stedet en trækirke bygget i 1000-tallet, hvorfra kun begravelser kendes. Kun et udsnit af kirkens grundplan fra ca. 1125 er udgravet og dermed synligt, når man går rundt i udstillingen.

Kirketårnet:
Det idag bevarede kirketårn blev opført i tiden omkring år 1500, som tårn til Sankt Laurentii kirke. Da selve kirken blev revet ned i forbindelse med reformationen i 1536-37, blev tårnet skånet og fik funktion som ”byens tårn.” Det fik en verdslig funktion i byens liv – klokkeringning og det sted, hvorfra der blev holdt brandvagt. I 1731 brændte byens rådhus, der lå i Algade. Et nyt blev opført fire år senere, nu placeret i forbindelse med Sankt Laurentii tårn. Kirketårnet blev nu til et rådhustårn.

Kigger du op på tårnet kan du udefra se et relief af helgenen Sankt Laurentius. Den helgen som kirken ved opførelsen blev indviet til.

Myten om Sankt Laurentius:
Laurentius var en af middelalderens mest populære helgener. Legenden fortæller, at Pave Sixtus II mødte to unge mænd, Laurentius og Vincent, på en rejse i Spanien og tog dem med til Rom. Her blev Laurentius kassemester for den kristne menighed. Da Sixtus blev fængslet i forbindelse med kristenforfølgelser, bad han Laurentius om at forvalte kirkens skatte, hvorpå Laurentius forærede dem til de fattige. Da kejseren fik nys om en skat, blev Laurentius stillet i forhør, hvor han lovede at bringe den til kejseren. Tre dage senere kom han med de fattige og sagde:

”Dette er kirkens rigdom, de evige skatte, som aldrig mindskes, men forøges hver dag”.

For dette måtte Laurentius lide martyrdøden. Legenden fortæller, at Laurentius, da han lå på risten, sagde til bødlen: ”Vend mig om, stegen har nok på denne side”.

Sankt Laurentius – en del af museumsorganisationen ROMU.
Museumsorganisationen ROMU er et enhedsmuseum, der har sit udspring i Roskilde Museum der blev etableret i 1929. I 2015 skiftede museet navn til ROMU og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, Danmarks Rockmuseum, Lützhøfts Købmandsgård (herunder Håndværkemuseet og Slagterbutikken), Sankt Laurentius, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.

Læs mere om ROMU og find informationer vedr. museumsorganisationen, bestyrelse, ledige stillinger, ROMUs besøgssteder, forlag, publikationer m.m. her.

Til top
post-1022

Vægternissen Severin

BEGIVENHED

I perioden 25. november – 23. december 2017 kan du gå på nissejagt efter Vægternissen Severin i Sankt Laurentius krogede gange. Vægternissen Severin har arbejdet i Sankt Laurentius i mere end 500 år, faktisk lige siden tårnet blev bygget. Mens Roskilde sover, sørger Severin for god ro og orden. Ser han en brand, ringer han straks med den store klokke.

Før i tiden skulle Severin også synge klokken højt hver time hele natten, men i dag vil folk i Roskilde have deres nattesøvn, så nu nøjes han med at ringe med det lille timeur. Om dagen sidder Severin i tårnet og blunder i sin bløde lænestol, så han er frisk og ud-hvilet til nattens arbejde. Med mindre rotterne kommer og vækker ham!

Som alle andre nisser ser man kun sjældent Severin. Når der kommer mennesker i tårnet, gemmer han sig. Se om du kan finde Severins nissebo – og hvis du kigger godt efter, kan du måske også få et glimt af Severin? Se også, om du kan finde alle de rotter, som gemmer sig i tårnet. De har det nemlig også med at stikke af i en vældig fart, hvis der kommer mennesker!

Tid, pris, sted
25. november – 23. december. I museets åbningstid.
25 kr. Børn og unge under 18 år gratis
Sankt Laurentius, Stændertorvet, 4000 Roskilde

post-1136

Med lys og lygte!

BEGIVENHED

For 500 år siden skete der ting og sager i Roskilde. Der var kirker, der blev smadret og folk begyndte at lave helt om på den måde, de levede på! Har du fx nogensinde prøvet at brænde dig? Sætte fingeren på noget varmt? Så skulle du sikkert have hånden under koldt vand. Men havde du levet for mere end 500 år siden, så havde du altså bedt til en helgen også!

Men hvad er en helgen? – og hvad var det egentlig, der skete for 500 år siden? Ja, det kan du få svar på, hvis du kommer forbi Sankt Laurentius! Men problemet er bare det, at dengang folk lavede om på det hele, så forsvandt alle helgenerne. Så du skal altså finde dem først!

Tid, pris, sted
14. oktober – 24. november. I museets åbningstid.
Voksne: 25 kr. Børn og unge under 18 år gratis
Sankt Laurentius, Stændertorvet, 4000 Roskilde

post-1135

Under jorden

BEGIVENHED

Når du befinder dig på Roskilde Bys centrale torv “Stændertorvet” har du måske lagt mærke til omridset af en stor kirke lige ved Sankt Laurentii kirketårn. Omridset indikerer hvor den gamle middelalderkirke lå og går du ind i museet og 2 meter under jorden, kan du se nærmere på kirkeruinen med det berømte og velbevaret teglstensgulv, som blev fundet ved en arkæologisk udgravning af Stændertorvet i 1998.

Kig forbi det lille museum og få et indblik i Roskilde Bys middelalderhistorie. Læs mere om Sankt Laurentius kirkeruin her. 

 

post-1134

Butik

BEGIVENHED

Besøg museumsbutikken i Sankt Laurentius. Her finder du et varieret udvalg af varer bl.a. historiske smykker, bøger, legetøj, drikke og meget mere. Mange af varerne kommer med en lille historie tilknytte. I Butikken kan også købes billet til museets udstillinger såvel som til museets forskellige arrangementer.

Det er gratis entré til museets butik

Åbent i dag
d.18-11-2017
11.00-16.00